118
— Gripomenus og Pimpenille —
Skrædere i Faddergave, fik være, men Ansigtet — — — naar man tænker sig et lille Øje dybt nede i den ene Kind og et andet stort, rundt, svævende oppe under en svær rød Paryk, en skævt smilende Mund og en savtakket Næse, der drejede samme Vej — og indfatter disse Træk i en Fylde af ildrøde, dunede Haartjavser, har man Gripomenus.
Pimpenille forsmaaede hans Bejlen.
Hun vilde ikke have en Mand, der drak; og Frieren fik en Kurv, da han appellerede til hendes bedre Følelser med følgende "Digt":
"Hvil du som jeg min sjels Udkorne
da følles vi i Regn og Slud
der hvogser thidsel hvogser thaarne
men Elskov er Dog rosen pruud!
din
Gripomenus
Skræder og Digter".
— — — Naada, hvor blev Skræderen vred! Han pakkede sin Bylt, bandt den til sin Pukkel, stoppede Digtene i Hjernen, Flasken i Lommen og dinglede bort fra den haardhjertede Mø med det Forsæt "at ville vinde Alverdens dejlige Kvinder".
Hovedstaden var hans Maal, og en Morgen naaede han da den berømte Gæstgivergaard "Holger Danske", som var ham anbefalet af Egnens
