Spring til indhold

Side:Fattige i Aanden.djvu/129

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Han var en gammel Mand. Hans Skæg var sort som hans Hænder og Munden rød som gloende Kul. Naar han laa og rodede i Kakkelovnens Sod og Smuds, sprang hans Tale kvikt som den bøjelige Skorstenskost. Men Omkvædet var ens: Hjemmet. Hjemmets Lykke priste han, og de to gamle Kællinger.

"For jeg skal nu sige vos, jeg har to; flestendels nøjes med en og er endda arrig paa den, men mig synes nu, det er en Guds Velsignelse med det Kvindtømmer. Saa rappe de er paa Fingrene baade til Groft og Fint — ja saagar Hedebosyning! He—de—bosyning!"

Det endte med en Indbydelse, som jeg efterkom.

Over en Gaard, oppe i et Baghus af den Slags med lange Korridorer og flere Familier paa