Hele Gaarden er fuld af Duer, store, fede, graadige Duer — som talløse Snefnug. De gramser i Ærter og Hirse, kror sig, spankulerer, vrikker med Gump og Top, plirer med Øjnene, løfter paa Vingerne, basker ned igen og flakser trippende hen til Korndyngen for at æde, til Bugen er spændt som paa en Fedegris.
Alt imens kurrer de og kurtiserer. Flyver saa op under Tagskægget, hvor Rugekasserne hænger tæt, som Svalereder i en Ladeport, vipper lidt paa Pindene, tager Maal af Himlen og forsvinder. Deres søvnige Kurren lyder som undertrykt Latter — — saa bliver der ganske stille.
Store, mørke Skygger vokser frem af Grunden og klatrer famlende op ad Sidehusets hvidkalkede Mur. Et Par Flagermus snurrer legende rundt i den grønlyse Luft som to Myg, og Kirkeklokkerne
