138
— Duen —
Gitte Gram sad og saa paa Rugekasserne, hvor det murrede og kurrede. En Kat kom smaaspringende langs Tagrenden, satte med ét i vildt Hyl, saa nogle Duer nysgerrigt stak Hovederne frem.
Et Par Stykker forvildedes af Maanelyset, eller skræmtes af Katten, og baskede ud i Gaarden. De hoppede rundt fra Vindue til Vindue, Frøken Gram strakte Hovedet helt ud for at følge dem, ogsaa Pensionatvinduerne fik deres Besøg.
Jo, de vidste nok, hvor de Folk boede, der ødslede med alt; og mest med det, der ikke var deres eget. De gamle Jomfruer fodrede Duer hver Dag — det havde de Raad til; men se, om de saa meget som tilbød at betale ekstra for det varme Vand til Tænderne hver Morgen!
Gitte Gram fik en flot Idé. Hun vilde prøve, om Duerne ogsaa kom til Spisestuvinduet; dèr var de rigtignok ikke vant til at blive kræset op for, men et Par Ærter, for en Gangs Skyld, kunde man jo nok ofre. Hun listede sig efter Posen med gule Ærter og lagde otte i den udvendige Karm.
Om Duerne ikke straks var der, faldende over hinanden af Graadighed.
Tankeløst — omtrent tankeløst, med en ganske svag Mindelse om Præstegaardens smørbrunede
