Ras Røgters Kammer var omme i den søndre Længe, men Ras kom der aldrig, og Støvet laa saa lindt og tæt over Gulvet, at man kunde se, naar en Skarnbasse havde pløjet igennem det.
Hvad skulde ogsaa han med Kammer, naar han havde Bæsternes venskabelige Omgang!
Ras vadskede sig ikke.
Den Ting fandt han ubekvem og overflødig. Fik han sig om Sommeren i Marken uventet en Tordenskylle over Hovedet, kastede han sig badovs paa Jorden og lod Regnen slaa Stortromme paa Buksebagens Hjorteskind.
Da Ras reddede Grevens Dreng fra at drukne i et gement Mergelhul, var Faderen jo færdig ved at forgylde Ras af Taknemlighed, men Ras nejede kun, som vanlig, naar han snakkede med Storfolk og sagde: "Mæ fo Low aa Tak hans nodige Welskafthed — om han helles will beskænk mæ,
