152
— Ras Røgter —
Græker," sagde Husbond, der røg Pibe til den Forestilling.
Efter Sidsels Vurderingsskøn blev Ras Røgters Undertøj enten brændt til Aske og gravet ned, eller blot kogt ud i Gruekedlens skrappe Lud. Trøje og Bukser kom i Ovnen, der endnu var hed efter Rugbrødsbagning, der fyredes op, og alt ondt blev vel fordrevet. — — —
Næste Dag var Ras fin, ren og ulykkelig. Han syntes, at hans sorte Sjæl i det hvide Legeme passede saa daarligt som en Fedeso i en Gyngestol. Men da han om Aftenen tumlede rundt i en Sekstur, var det, som voksede der Englevinger ud paa alle de fem Fingre, der laa udspilede paa Herregaardsfruens Ryg. Og hans Træsko klingrede saa festligt, som var de klampede med ægte "Sparantenguld".
— — — —
Ras havde sine Sorger, idelig ens var de, og kom igen sikkert som Aarets Maaneder.
Det var, naar Køerne kælvede.
Han led for dem og med dem, og græd, saa det dryppede, naar de stønnede og krympede sig i Veer.
"Di stakkels Orm — di æ kummen faa Skaad' uden egen Skyld aa Orsagels', int som Tøseren,
