161
— Ras Røgter —
Præsten, til denne saa ham og studsede over hans sirlige Ydre.
Inden Tjenesten var forbi, borede Ras sig ud.
Da Folk strømmede fra Kirken, blev der stort Mudder ved Udgangen, som spærredes af Ras Røgters Bæster, der laa nok saa pænt med alle fire trukket ind under sig. Ras gik hen og pillede Præsten nederst ved Kjolesømmen:
"Mæ Fo'low, men nu æ helles bod æ Bæjster aa mæ sjøl saa renli aa æ Krop, te a Pastoren geren ka wis wos den Willighe' aa rens Sjælen i Lywwet po wos mæ de' samm'. Æ Bæjster haar hyer aa æ Sallemsang, aa mestendels sønget mæ, aa di haar hyer aa æ Præken, aa æ saa møj nyd'le bered aa æ helle' Fest. Men hwissomstier, a' I sejer a' æ Bæjster illywel ett ka kum i æ Paradies, saa sejer a, te de æ Løwn, sejer a, faa saa we' a da, a' Worherre, han æ minner skrap end som te hanses Præjster!"
Præsten saa sig forvirret om: "Men hvad vil han dog her med alle de Dyr?"
"De leger jo aa knæler po aall djer fier Bien aa ber fow dier Sjæls Fortawels' Aa saa wenter di etter, a æ Pastor sku lyss æ bett Welsinels' aa den Slaw — mæ Faalow aa unskyl mi Dristi'he!"
Da tog Præsten en rask Beslutning, han hævede Armene ud over Mennesker og Dyr: "Herren
