Han holdt sine Foredrag i Kostaldens fjerneste Krog, siddende paa en Malkestol og svinglende med en Kohale, hvis mer eller mindre hidsige Drejninger, tydeligt som et Termometer, angav hans Sinds oratoriske Varmegrader.
Jeg var hans eneste Tilhører og fik Lov til ganske gratis at sidde i en tom Krybbe — nej stop, ganske gratis var det nu ikke, for Niels Præst fik alle mine gamle Laksko til at "plante Lakøjer i".
Dette skal ikke tages altfor bogstaveligt, — han brugte dem til meget andet. Han gjorde svær Stads af "det søde Smaatøj".
I en gemte han Syring, Fingerbjerg, Naale og Stoppegarn — ordenlig, det var han skam — en var Opbevaringssted for hans Søndagsskraa, en for gamle Pebernødder fra Olsmarked, og endelig en, den mest højhælede og mindst slidte, stod i hans Vindu fyldt med Evighedsblomster.
