25
— Lidt Teosofilosofi —
planit, skal a smør dem, saa di ka wid', ded blywer Tak forsidst!" — — —
— Altsaa, jeg sad i Krybben, Ais paa Krakken, Halen (Kohalen) gik som et Rokkehjul, og Ais gloede op i Høstjerten, hvorfra en sort Mis fikserede ham med lysende grønne Øjne.
Ais holdt et Foredrag om Sjælens indvortes Udødelighed. — "Nær man nu putter jen i Jorden og lader ham ligg i tre, fire Oer, eller længere, hvis Jorden er sandet, for te saa er Ormen' ett saa glubendes, kaske tørster de, saa de av og til maa kryw hen, hvor der er lidt Vand — nær man saa, sejer a, grawer ham op, er han mørendes væk. — — Ormen' haar ædt hver en Trevl Kyd. Nær man saa goer sin Vej i tyve Oer heller trediv' og igjen grawer Kadawret op, er der baar nower bette Hompler Bien tebaves, og til Sidstningen er de ossensaa væk — ded haar a sien mæ Kre'tur og Rotter og Minnesker. — Ded sier nowe løwerli yd, men er saa nem forklarle', naar man haar fillasumfired øwer ded Slaw Ting. Di er ædt, Binen, hilt mallerok ædt av en apartlig Slaw Orm mæ Tænder saa skarp' som en Høriw heller en Tidseltorn. Di Sortiringer Orm kaldes Dødbiddere, ligsom nu vi løw'endes haar Bænk'bidder', og ligsom wi ka' æd Grødder og Flæsk
