52
— "Jeg sørger" —
"Kuns mig, Tosse Mias."
Der var noget i det forknytte Svar, som lod mig gætte, hvem Tosse Mias var.
Vi fulgtes en Stund i Tavshed, saa brød det ud af mig med en Brutalitet, jeg selv følte: "Hvorfor ligger Inger alene der ude paa Engen? — hvorfor er hun ikke begravet paa en rigtig Kirkegaard?"
"Herre Jesus," klynkede han, "hun gik jo i Søen; — aahnej, ingen maa vide det, aahnej, Herre Jesus, aahnej!"
"Hun gik altsaa i Søen med Vilje? Var hun meget ulykkelig, Mias, var det Deres Skyld?"
"Aahnej, det var Niels, som kom hende i Fortræd — men det maa ingen vide, for saa graver de hende op!"
"Niels — var det hendes Kæreste?"
"Niels — det er jo min Broder!"
"Jamen, hvorfor sørger De saa gruelig over Deres Broders Kæreste?"
"Herre Jesus — forlad ham hans Skyld — min Kæreste var hun jo!"
Lang Tavshed.
"Sig mig, Mias, hvordan kunde De faa hende begravet, uden at nogen Mors Sjæl fik det at vide?"
Han hviskede fortroligt: "For hun drev op, og jeg passede jo paa baade Dag og Nat, til hun
