60
— Jomfru Grønhøj —
Bogstavret fremkvad hun et Fadervor. "For mig," sluttede hun, begyndte igen paa et Fadervor, "for Povl." Saa faldt hun i stærk Søvn, der varede en Time og tre Kvarter. Ikke længer, for da slog Fjetkjesten en Kno i Døren og brølede:
"Æ Klokk' æ hal'goen fem!"
Op sprang Jomfruen, toede sit forsovede Ansigt i jærnholdigt Pumpevand, lod en Kam rinde gennem Spiralerne og kastede en himmelblaa Klokke over de Bommesies.
Med Bagen af Haanden tørrede hun sin Mund, kyssede smaa og store Billeder til Godmorgen, stillede Træbenet op ad Lænestolen — i Futteral, puslede Sengen, tog Kjole og stram Mine paa, laaste Døren og dunkede ned ad Trappen.
Fem Minutter efter var hun i Gang med Folkemellemmaderne.
De to Køkkenpiger, som stod ved Grødgruen, havde det med at fnise, men Jomfru Grønhøj havde det med at dreje Hovedet langsomt paa Halsen, saa Ansigtet kom om i Nakken, og se, og der var Højhed i det Blik. Det virkede som Laag paa en dampende Gryde. Kniven smækkede over Brødet. Stablen voksede med Sekundhastighed. Knap og Rap sagde det i Pølsen, og flortynde Skiver dalede i Bunke for bagefter som morgenrøde Skyer at svæve over Brødet.
