155
En Dag vidste Elin ikke, hvad hun skulde finde paa, og hun maatte ud med Sproget.
Fruen havde fundet en Pose Pralinés.
„Jeg har faaet dem af Hr. Bjørling,“ sagde Elin. „Vil Fruen ikke smage?“
Men den gamle Dame blev pludselig alvorlig og sagde, at saadant noget maatte hun under ingen Omstændigheder tage imod. Og hun sagde, at Gottfrid vel ikke var noget daarligt Menneske, men at han nok før havde været med til at narre unge Piger. For det havde alle Mandfolk gjort, og den var godt dum, som troede paa dem.
Elin hørte paa, hvad hun sagde, og tav. Men hun troede ikke, at Gottfrid var af den Slags. Aldrig i Verden skulde nogen faa hende til at tro det. — —
Og Maanederne gik. Det blev Tøvejr med Blæst og Regn. Der gik Hul paa Isen, og store Flager drev i ilsom Hast nedad Norrstrom, smeltede eller hvirvledes rundt og joges langt ud paa Havet mellem de birketræ-bevoksede Øer. Det var pløret paa Gaderne, og Vandet strømmede gennem Rendestenene. Men oppe mellem Husrækkerne straalede en varmt blaa Himmel, og en lun Vind, der lovede Sol og Sommerluft og Fuglekvidder, strøg kærtegnende hen over Bybeboernes Kinder og hviskede til de lykkelige, som kunde rejse bort, at de paa ny skulde begynde at leve ude i Naturen, mellem Granskove og i Søluft.
