158
hun er bleven paa det sidste? Handsker og Tørklæder og Gud maa vide, hvad det altsammen er?“
„Jamen, bedste Ven, Du kan da vel ikke tro, at Barnet …“
„Snak, siger jeg. Du maa hjælpe mig at passe paa den Skat Gottfrid, som er din Bro'rsøn, og som Du har skaffet herind i Huset, skønt jeg sa'e, at jeg ikke vilde ha'e en saadan Kavallér, som bare vilde løbe mig efter Pigen. Men nu har vi'et, som vi har'et, og det siger jeg, at hvis jeg faar at vide, at der er noget paa Færde mellem dem, skal han ud af Huset, og det i samme hellige Øjeblik. Og hun for Resten med. Skønt for hende er det da egenlig Synd. Men man kan ikke ha'e saadan en i Huset. Det er ganske umuligt. Folk har saamæn nok endda at snakke om.“
„Jamen, hvad vil Du da ha'e, at jeg skal gøre?“
„Hvad du skal gøre? Du skal holde Øjnene aabne, forstaar Du? Du kan jo f. Eks. gaa op paa Monsieurs Værelse en Gang, naar Du sér, at hun ikke er hjemme. Jeg siger bare: saa skal vi sé.“
Manden lovede, at han nok skulde læse Knægten Teksten, og hvad han lovede, det var sikkert som Guld. Han havde virkelig fattet Kærlighed til Pigen, og han følte en hæderlig gammel Mands hele Forbitrelse ved Tanken om, at noget saadant skulde kunne hænde den lille kønne, uskyldige Pige, der havde været næsten som et Barn for ham, og han begyndte samme Dag sin Rolle som husligt Opdagelsespoliti.
