160
hende om det. Men det var vel ikke saa farligt. Der var jo ingen, som fik det at vide.
Blot kigge indenfor.
Hun gik stille ud i Entreen og saá sig om. Hun tog i Døren op til Loftet. Den knirkede. Hun standsede atter og lyttede. Nej, alt var stille. Saa gik hun let og sagte op ad Trappen og aabnede Døren til Gottfrids Værelse.
Han sad foran Spejlet og bandt sit Tørklæde, i Skjorteærmer, med opknappet Vest. Hun standsede i Døren, smilede med hele Ansigtet.
Han vendte sig om.
„Nej, men er Du gal! Hvis nogen kom herop!“
Hun lukkede Døren og gik hen mod ham med Hænderne paa Ryggen.
„Aa, der kommer ingen.“
Med et lille Hop kastede hun sig om hans Hals.
„Jeg har længtes saa forfærdeligt efter Dig.“
„Lille Barn.“
Han drog hende ned paa sit Skød, og hun sad og saá ham ind i Ansigtet, mens hun knyttede Hænderne udenom hans Hals.
„Jeg holder saa meget af Dig. Der er ingen, der er som Du.“
Han følte sig lidt forlegen og kyssede hende for at slippe for at sé hende ind i Ansigtet.
„Aa, det skal Du ikke være saa vis paa.“
Der var bestemt nogen, som tog i Laasen. Han fo'r op, og Elin blev staaende raadvild midt paa Gulvet. Hun vilde gaa hen til ham, men han
