176
Hun tænkte meget paa Gottfrid i den Sommer. Han skrev ogsaa saa sjældent. Midt om Natten kunde hun vaagne og næsten tro, at han stod lyslevende foran hende, og om Dagen hændte det ofte, at hun lod sit Arbejde synke ned i Skødet og sad lange Tider og drømte, at hun bøjede sig ind til hans Bryst og kyssede hans Læber.
Og langsomt og ensformigt gik Sommeren, den triste Sommer i Byens Hede og kvælende Luft.
Gottfrid blev hele Sommeren borte fra Stockholm. I den sidste Maaned skrev han kun én Gang til Elin, og da han kom tilbage, var han meget forandret. Han besøgte hende sjældent, var under Tiden uvenlig og haard uden mindste Anledning og blev forbitret, naar hun viste den ringeste Forundring over det for hende nye og fremmede i hans Maade at være paa.
Hun led mere ved dette end ved noget andet. Hun havde knyttet sig til ham som til noget, hun aldrig kunde komme til at eje, og hun havde intet Øjeblik troet, at deres Kærlighed skulde vare længere end blot en kort Tid. Men hun havde heller aldrig troet, at han kunde være ond imod hende. Naar han en Dag kom for at sige, at nu maatte det være forbi — og den Dag vilde en Gang komme, det vidste hun — saa havde hun i det mindste haabet, at han skulde kunne sé lige saa venlig til hende, som han før havde gjort. Hun vilde komme til at græde, og det vilde blive haardt for hende,
