179
man stod stille og saá efter dem, men Elin mærkede intet, følte intet. Hun blot stirrede paa alle, som gik forbi, om det ikke skulde være Gottfrid, indtil hun igen vaktes af en Stemme, som spurgte: „Hvem venter Frøkenen paa?“
Hun foer sammen og tog Veninden under Armen. Der var tomt foran dem paa Fortovet, den sidste Vogn rullede hurtigt bort. Der kom ikke flere.
Veninden trak hende med sig, og de gik hurtigt hen til Operaen. Samme Venten, samme Angst og samme Resultat.
De gik forbi „mindra teatern“ og hen til „nya“, og da der heller ingen kom dér, listede de sig stille og forskræmte om udenfor Kaféerne, ved Berns Salon Blanchs Kafé og Operakaféen, midt imellem alle de tvivlsomme Herrer og Damer, som ved Nattetider befolker Gaderne. Og naar det blev saa sént, at de ikke vovede at være ude længere, næsten løb de over Norrbro og langs Skeppsbron, hvor Gasflammerne flimrede mat, og hvor der saá saa uhyggeligt og mørkt ud i de snævre Gyder, der som dybe Grøfter graver sig ind i Byen og fører al den Urenlighed, som ikke faar Lov at komme frem ved Dagens Lys, ud og ind.
Bagved Gustaf III's Statue standsede de forpustede for at hvile et Øjeblik. Foran dem laa Norrstrøms og Saltsjöns i hinanden flydende Vand, mørkt med funklende Lysstrimer.
De maatte smutte ind i en Port for at slippe
