181
Livet af sig, saa var hun fri for det altsammen paa én Gang, og hun udmalede sig i Tankerne, hvordan det skulde gaa til. Hun tænkte sig, hvor dan hun gik ned til Vandet og kastede sig deri. Hun blev dragen ned af det ilende Vand, det blev Nat om hendes Tanker, og hun døde, og Livet var forbi. Alt var forbi.
Men naar det atter blev Dag, forsvandt Dødstankerne. Der var jo intet saa tungt i Verden, at det ikke gik over, og hun havde ingen Lyst til at dø. Hun havde jo levet saa kort. — —
Da Elin tog fra sin Plads, havde hun aldrig alvorligt tænkt over, hvordan hun skulde indrette sit Liv, eller at der over Hovedet kunde blive Spørgsmaal om, at hun havde noget at leve for eller at udrette i Livet. Hun var flyttet, fordi Gottfrid ønskede det, fordi hun skammede sig ved dag lig at leve paa Naade hos disse Mennesker, som vidste om hende, hvad de vidste, fordi hun syntes, det var morsomt at blive sin egen Herre og at kunne mødes med Gottfrid, saa tit hun vilde, og fordi det frie Liv paa egen Haand syntes hende saa lokkende og nyt og rigt. Hun havde tænkt, at nu skulde Gottfrid tænke for hende, og videre havde hun slet ikke tænkt.
Men Dag for Dag havde hun opdaget Sider hos Gottfrid, som hun ikke før havde kendt eller sét. Og hun forstod, at naar hun havde født sit Barn, vilde hun aldrig mere faa ham at sé. — —
Han havde skrevet, at hun skulde komme og
