83
Hun foer sammen. Det lød bestemt, som om det bankede igen. Hun gik hen til Vinduet, trykkede Ansigtet mod Ruden og saá ud. Der stod et enligt Fruentimmer derude. Anna genkendte hende. Det var en Tiggerske, som plejede at stryge om dér i Byen.
Anna spurgte, hvad hun vilde. Hun bad om at maatte laane Hus dér Natten over.
Anna huskede paa, hvad hun havde lovet. Nej, det var ganske umuligt.
Den anden bad saa bønligt. Det regnede og var koldt, skønt det var i Juli Maaned. Hendes Mand havde forbudt hende at huse nogen, sagde Anna tilsidst. Men det kunde maaske nok gaa an at ligge i Laden. Der var rigeligt med Hø i denne Tid. Den fremmede takkede og gik ind i Laden, som laa tæt op til Vaaningshuset.
Fantasierne vendte tilbage. Anna gik ind i Kammeret, hvor Drengen laa. Han var gaaet til Sengs og laa nu og sov. Hun stod og græd i Mørket, mens hun lyttede til hans regelmæssige Aandedræt. Hun kom stadig grædende ud derfra, tændte en Stump Lys og saá sig i Spejlet. Hun var ikke ung og køn længer, Haaret var tyndt, Huden grov og rynket, Øjnene røde af Graad, og der manglede mer end én Tand foran i Munden. Hun kunde ikke længer have nogen Magt over ham, det forstod hun godt. Det var forbi med hende, hun var bleven gammel. Men hun den anden! — Hun satte sig paa en Stol og vuggede Hovedet i Hænderne. Hvad havde hun dog gjort hende, at
