89
En Aftenscene.
Hoved, lagde Pennen bort, kastede sig tilbage i den høiryggede, med Plysch betrukne Lænestol og lod sine alvorlige, tankefulde Øine, man kunde næsten sige, med dyb Længsel, hvile paa det deilige Portrait, der smilede ned til ham. Ligesom vækkende sig selv af en Drøm, strøg han sig hurtigt over Ansigtet, reiste sig og gik over Gulvet for at trække i Klokkestrængen. Han haltede paa venstre Fod.
Lidt efter aabnedes Døren og den Lærdes gamle, graahaarede Tjener traadte ind med en stor Kappe hængende over den sene Arm, en sort Baret og en Stok i den anden Haand. Han satte langsomt Lygten paa Gulvet, lagde Kappe og Baret paa en Stol og gav sig til at ordne paa sin Herres Dragt; Alt under den dybeste Taushed. Medens han med Børsten just var ivrigst beskæftiget, drog han et dybt Suk.
„Hvad feiler Jer nu igjen, Martin?” spurgte Herren smilende og i en venlig Tone.
„Hvad jeg feiler?” svarede den gamle, vindtørre Person i en meget gnaven Tone, „jeg feiler ingen Ting!”
„Der maa dog være noget i Veien med Jer, Martin!” vedblev Herren roligt og taalmodigt, „siig mig det kun! lad mig høre!”
„Høre?” svarede Martin med et æddikesuurt Smil i det magre Ansigt, „det kan kuns lidt hjelpe at
