Side:Fire Noveller.djvu/109

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

97

En Aftenscene.

været i Kirken og siden henne og kigge ind ad Vinduerne. Hun sagde, der var saa mange Mennesker, saamange Lys og saadan deilig Musik! og Bruden var saa pyntet, sagde hun, og saae saa fornøiet ud! Ja, see, saadan en rig, pyntelig Brud kunde Han nu ogsaa havt, min Hjerte! men Han vilde nu endelig have mig, og, jeg har ingen Ting!”

„Hun har ingen Ting, min deilige Abigael? Er hendes fromme, trofaste Hjerte, er hendes altid saa siirlige Kløgt og angeneme Tale, er hendes Snildhed og huslige Flid da for Intet at regne? Og hvor smuk og yndig er Hun saa ikke — i det Mindste for mine Øine!”

„Aa, veed Han hvad! jeg er slet ikke saa from, som det lader, jeg kan være slem nok, maa Han troe! Og kjøn er jeg nu slet ikke! De drillede mig og kaldte mig altid Rødtoppen, da jeg gik i Skole, fordi jeg har dette Judashaar!” sagde Abigael smilende, idet hun med sine melkehvide Fingre strøg de rige, glimrende Lokker fra Panden og hævede sig i sit Corset, saa at de runde Skuldre og den blændende Barm tydeligere viiste deres Fylde.

„Nei, min Hjerteven! Han lokker og smigrer kun for mig; Han veed altfor vel, hvad unge Qvindfolk gjerne gider høre. Han er nu saa — jeg vilde sige, Han er nu ingen ganske ung Svend mere, Han har