99
En Aftenscene.
„Ja, men Hjertet maa have havt en god Øvelse i sine — — i sine tidligere Dage! Hvem har det øvet sig hos? Jeg har saa tidt villet spørge Ham derom; Han maa ikke bilde mig ind, at Han altid har været den, Han nu er. Forleden snakkede jeg med Hans Hunsholderske; jeg maa jo vide, hvordan det gaaer til i Hans Huus for Fremtidens Skyld. Den gamle Susanne vidste dog at fortælle mig lidt; men rigtig underrettet var hun dog ikke. Er det nu f. Ex. virkelig sandt, hvad hun sagde, at Han havde kunnet faae en Prindsesse til Kone derude i Italien eller hvor det var?”
Den Lærde taug og saae alvorligt ned foran sig.
„Naa, er der nu noget Ondt i det, jeg har sagt? Er det ikke sandt? eller tør Han ikke fortælle mig noget derom?”
„Tør?” sagde Doctoren smilende lidt veemodigt, „jo, det veed den gode Gud, jeg tør, og behøver ikke at skamme mig, hverken for min egen eller Andres Skyld!”
„Naa, saa fortæl da mig lidt derom,” sagde Abigael og satte Rokken i Bevægelse med sin lille Fod, „jeg er gruelig nysgjerrig og jeg gider saa gjerne høre paa Fortællinger!”
„Gjerne, min Engel! hvis det blot kan more hende, saa vil jeg da fortælle hende Alt, hvorledes det egent-
