108
En Aftenscene.
bilde, hvad han seer; og derfor har jeg lært mig noget lidet til at ridse; men det er ikke stort bevendt!”
„Men jeg hører endnu ikke et Ord om Prindsessen!” sagde Abigael, imedens hun med Møie skjulte, at hun var nær ved at gabe.
„Det kommer snart, min Hjerteven!” vedblev den Lærde og lagde sig beqvemt tilbage i Stolen, medens Abigael igjen satte sin Rok i Gang. „Den lille, fyrige Mand havde neppe igjen indtaget sin Plads, før han atter henvendte Ordet til mig og sagde:
„Siden I nu navnløs er optaget i dette hæderlige Academie og uden Skjoldmærke har aflagt Eders første Vaabenprøve, saa kunne vi vel uden Ubeskedenhed ønske at kjende Eders Navn?”
Knap havde jeg sagt ham dette, før han atter foer op af Stolen:
„Ah, Signor Olao Borrichio!” raabte han, „saa bringer I mig visselig Budskab eller Brev fra min og Eders fælleds Ven, Pallavicino, som alt har fortalt mig meget om Jer og kaldet Jer den Unge, lærde Hyperboræer!”
„Hyper —?” spurgte Abigael.
„Det betyder Een, som er født og baaren høit imod Nord! — I Sandhed, svarede jeg, saa gjetter jeg vel Eders Navn, min ædle Herre! Saa er I sagtens Messer Francesco Redi, Toskanas liflige
