132
En Aftenscene.
„Nu vil Han nok bilde mig noget ind, Mester Ole?” raabte Abigael leende, „hvorfor skulde Han ikke kunne elske den kjønne, fornemme Prindsesse?”
„Hvorfor?” spurgte Herr Oluf Borch med en Blanding af Forundring og Forlegenhed,” det er i Sandhed et sært Spørgsmaal, Hun gjør mig der, min Hjerte! Forstaaer Hun det ikke selv, saa trøster jeg mig neppe til at forklare det. Nok er det, jeg elskede hende ikke, og deri havde jeg mit stærkeste Vaaben mod Fristelsen; og den Lethed, hvormed jeg overvandt denne, borger mig for Sandheden deraf. Jeg skammer mig næsten ved Kampens Smerte! En Brøde havde jeg ikke paa mit Hjerte; den dybe Ærbødighed og tilbageholdende Ærefrygt, hvormed jeg altid nærmede mig min høie Patient; den store Priis, jeg satte paa hendes yndefulde og angeneme Omgjængelse, den Art af Kjærlighed, som en Læge saa naturligt maa satte for den, han har været saa lykkelig at udrive af Smertens eller Dødens Favn, tillod mig aldrig i min Færd at glemme eller at overskride den fjerne Grændse eller at overspringe det Uhyre Svælg, som Forholdene havde lagt imellem os, og kunde heller aldrig have indgivet Prindsessen den Tanke, at jeg nærede andet end sømmelig Agt og Ærbødighed for hende. Hvor kunde jeg vove at ane Sligt? Ingensinde glimtede en saadan forvoven Tanke frem i min Sjæl!”
