Side:Fire Noveller.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

134

En Aftenscene.

hæderlig Helt; men Bevidstheden af, at jeg egentlig Intet havde havt at bekjæmpe, som var Talen værd, fremstillede mig hendes Kamp saameget haardere og hendes Ydmygelse saa meget bittrere.

I denne Sindstilstand var det mig næsten uudstaaeligt bestandig at være beleiret af Don Marcello, der med paatrængende Venlighed sneg sig efter mig, hvor jeg saa gik eller stod. Han var hos mig Morgen og Aften; saa ofte han kunde, deelte han ogsaa mine Maaltider.

En Eftermiddag, da vi just sad ved et lille Marmorbord ved det aabne Vindue og en Tjener havde bragt os en liden Vesperkost, bestaaende af Frugt, Ost, Brød og Viin, traadte Prindsessens fortroligste Kammerfrøken ind og leverede mig et lidet beskrevet Blad. Jeg gik ind i et Sideværelse og læste følgende Ord:

„Drik ikke oftere med Ham!”

skrevne med Prindsessens egen Haand.

Vinket var tydeligt nok!

Da jeg igjen traadte ind til Don Marcello, forekom det mig, som om han hurtigt gjemte et Papir indenfor sin Kofte, og da jeg satte mig ned ved Bordet, bemærkede jeg, at han alt havde skjenket af den mørkerøde, toskanske Viin i begge de slebne Glas, som stode for os. Jeg lod, som Intet var, og gav mig roligt til at spise nogle Druer og Mandler.