136
En Aftenscene.
og Prindsesse Laura Maria af Medici traadte hurtigt ind, efterfulgt af et Par Cavalierer og en Vagt. — Hun var bleg, og hendes sorte Øine lynede. Paa et Vink af hende greb Tvende af Vagten den forstenede Læge og holdt hans Arme fast. Han rystede som et Espeløv, Tænderne klapprede i hans Mund og forgjeves forsøgte han paa at knæle.
„I har dog vel ikke drukket? Ved alle Helgene! drik ei!” sagde Prindsessen, henvendt til mig.
„Endnu ikke, naadigste Fyrstinde!” svarede jeg, „men nu tømmer jeg trøstigt dette Bæger: Himlen beskytte Eder og Eders ædle Stamme!” og jeg uddrak Bægeret tilbunds.
„Ha, nu er I Dødens Mand!” skreg hun og vilde holde mig tilbage.
„Nei,” svarede jeg, „en Engel fra Himlen har frelst mig! Her staaer Dødens Kalk, som var iskjenket for mig!” og pegede paa Don Marcellos Glas.
„Himlen være lovet og priset i al Evighed!” udbrød Prindsessen, „at jeg ikke kom for silde med min Advarsel! Den hellige Guds Moder har aabnet mine Øine for denne Forræders lumske Raad. Bind ham! og undersøg ham nøie! Dette Glas med dets Indhold skal, velforseglet, sendes med til Florents, hvor min Broders Retfærdighed og Forbrydelsens Følger vente ham!”
Man knappede den Fangnes Kofte op og et Papir
