I Magdalenekirken i Girgenti havde Man gjort
Forberedelserne til en stor Fest. Alt var smykket paa
sædvanlig Maade med røde Tapeter og Blomster.
Arbeiderne havde i Middagsstunden forladt Kirken, og
der herskede nu den forunderlig veemodige Stilhed, som
i de catholske Templer er saa velgjørende og opløftende.
To Herrer vandrede i sagte Samtale i den lange Gang, der løber langs den nordlige Side, og syntes at nyde Kirkens Skygge og Kjølighed, som om det var en offentlig Promenade. Den Ene var en Mand paa omtrent fem og tyve Aar, stor, stærktbygget, bredskuldret, med et alvorligt Ansigt, hvori ingen Lidenskab syntes at have sat sit Præg; det var Don Antonio Carracciolo, Marchese d'Arena. Den Anden, fiintbygget og slank og neppe udtraadt af Ynglingsalderen, lod sit smukke, livlige Ansigt med de mørke, men næsten qvindelige Øine vende sig til alle Sider med mønstrende Blik, ret som om han havde Noget at sige her; og det
