141
En Aftenscene.
Medens den Lærde med en stærk, men uøvet og raa Stemme ganske simpelt sang disse Riim, sad den unge Pige nedbøiet og, som det syntes, ivrigt beskjeftiget med sin Teen, som om Strængen var uredt; hendes Kinder blussede, et listigt Smil krusede sig over den lille Mund og de fine Næseborer sittrede. Da slog Klokken ni paa en nærliggende Kirkes Uhr.
„Det er silde, Klokken er alt ni,” sagde Herr Oluf Borch, „hun længes vist efter Hvile, min Skat! og jeg har vel endog utilbørlig trættet Hende med min lange Fortælling!”
„Nei Han har saamæn faaet Tiden godt til at gaae!” sagde Abigael og reiste sig. „Ja men hør! at han dog ikke tog den deilige, fornemme og rige Prindsesse! det kan jeg ikke begribe! det er jo næsten fabelagtigt!”
„Saa det kan Hun ikke forstaae?” sagde han smilende, „det forekommer mig dog ret begribeligt. Og desuden takker jeg nu Gud, at det ikke skeete,” lagde han smigrende til, „thi saa havde jeg ikke været den Lykkelige, jeg nu er!”
„Aa jo vist havde Han saa! men Han kjendte ikke dengang sit Bedste!” sagde Jomfruen og rakte ham sin lille, trinde Haand, som han ærbødigt kyssede. „Nu maa han smukt tage tiltakke her!”
