5
Skriftestolen.
formode, at han hørte noget meget Mærkeligt. Han rørte ikke et Lem, han aandede neppe, som Een, der staaer paa Randen af en Afgrund og frygter for at styrte ned, og hans rullende Øine og bankende Hjerte vare det eneste Bevægelige paa ham.
I det Samme kom den unge Architect tilbage og sagde alt i nogen Frastand med smilende Læber: „Jeg kunde ikke komme til at gjøre Experimentet; thi i Skriftestolen sad der Nogen, saavidt jeg kunde skimte, en tilsløret Dame — men, min Gud! hvad fattes Dem dog?”
Marchesen lagde, paa Italiænerens Viis, Fingeren paa Munden og forblev ubevægelig staaende. Efter et Par Minuttets Forløb drog han et dybt Suk; Statuen fik Liv og traadte ud af den magiske, fortryllede Kreds.
„Det er slet Intet, kjære Guilio!” sagde han med venlig Stemme, „tænk blot ikke om mig, at jeg er overtroisk; men jeg forsikkrer Dem, det Hemmelighedsfulde, det Overraskende ved dette besynderlige Naturphænomen greb mig dog paa en ganske egen Maade. Kom, lad os gaae! I den frie Luft vil jeg samle mig igjen!” vedblev han, tog fortrolig Balzetti under Armen, førte ham til Promenaden udenfor Byen, og da de tvende Herrer der en lille Stund havde vandret frem og tilbage, tog han Afsked med Ynglingen, idet
