7
Skriftestolen.
det var i Dag ikke egentlig Dig, hvem mit Besøg gjeldte. Du veed, det er i Dag den hellige Magdalenes Fest, og at der er en stor Høitid i den Anledning, og jeg har nu faaet det Indfald at forberede mig til min Andagt ved at betragte den herlige Tizianske Magdalene, som Du har ophængt i Dit Sovegemak. Tillader Du?” lagde Marchesen til med Fiinhed, idet han med langsomme, faste Skridt nænnede sig Døren.
„Der er saa uordentligt derinde,” sagde den Unge Kone med et hurtigt Blik gjennem den halvaabne Dør, „men — gaae dog kun ind — jeg vil imidlertid her begynde mit Toilette.”
Og han traadte derind.
„Hvor yndig,” sagde han med en skalkagtig Stemme, „hvor yndig er dog ikke denne Uorden! Disse gracieust henkastede Rober, disse smaabitte Skoe! hvor forunderlig balsamisk, phantasievækkende er ikke denne Luft! Der er ordentlig Poesie i Alt dette!”
Hans speidende Blik fæstede sig paa den sneehvide, aabne Seng, hvis stukne Silketeppe var trukket op ag bredt ud, og under dette tegnede sig tydeligt Contourerne af et menneskeligt Legeme, der laae heelt udstrakt, som for at røbes saa lidt muligt.
„Jeg vil sætte mig ned,” sagde Marchesen med en rolig og blid Stemme, „og see mig rigtig mæt paa dette Mesterværk!”
