37
Et Hjertes Gaade.
Gjerrighed! — og saa var han saa nederdrægtig ond imod hende og pillede og plagede hende fra Morgen til Aften, saa at det Aar, hun tilbragte hos ham som hans Kone, sagtens maa have erhvervet hende i det Mindste een lille Evigsalighed hisset; thi taalmodig som et Lam skal hun have været. Saa tog da en vis Mand ham, — ja, for det er jeg nu overtydet om, at det er gaaet ham daarligt, — og siden den Tid lever hun som Blommen i et Æg, sin egen Herre og Eierinde af disse herlige Godser. Og hun fortjente meget Mere!”
„Hvor saae Du hende den ene Gang!” spurgte den Yngre nysgjerrig.
„Det skal jeg sige Dig! Det var saamæn paa et Bal, ikke mere end to Maaneder efter hans Død; thi hun generer sig ikke, det prægtige Fruentimmer! Slige philisteragtige Hensyn bryder hun sig ikke om. Og hvad havde hun da ogsaa at græmme sig over? Dog sørge gjorde hun, — forstaae mig ret, hun var klædt i Sorg; men det var slet ikke til hendes Skade. Lille er hun, just saadan som jeg kan lide det, lille, men fiin og rund; og saa var hun slet ikke pyntet; ikke saameget som en Collier, et Armbaand, en Broche, ikke engang Ørenringe bar hun! Det lader til, at hun hader alt saadant paahængt Stads, og hun trænger, sandt for Herren! heller ikke dertil! Og hvor hun saa dog var nydelig — det er ikke til at beskrive. Saadan en Hals!
