43
Et Hjertes Gaade.
Første, der faldt de Unge Herrer i Øinene, da de vare traadte ind, var Forstmesteren, v. G., der laae paa Ryggen under Egen, medens, Hønsehunden sad ved Siden af ham med spidsede Øren og betragtede ham med urolig Opmærksomhed.
„Ligger han her og sover!” sagde den Ældre forundret; men i det Samme udstødte den Yngre, der var traadt nærmere til, et høit Skrig af Forfærdelse, og da de betragtede ham nøiere, saae de, at hans hvide Vest var ganske gjennemtrængt og vædet af Blod. Den Yngre vilde kaste sig over ham og reise ham op; men den Anden greb ham i Armen og holdt ham tilbage.
„Stop Kammerat! ikke saa rask!”
„Han er død!” hviskede den Yngre, „han har faaet Blodstyrtning!”
„Gud bedre det for Blodstyrtning!” svarede Vennen, „seer Du ikke den Aabning indenfor Vesten? der kommer Blodet fra. Rør ham ikke, før jeg er færdig! eller, løb hellere hurtigt ned til Skovfogden histovre og bring et Par Folk og nogle Lægter med. Skynd Dig!”
Da han var gaaet, trak den Ældre sin Jagtkniv, afhuggede nogle Hasselgrene, og betegnede, ved paa passende Steder at stikke dem i Grønsværem Ligets Stilling og de øvrige Tings Leie.
Forstmesteren laae paa Ryggen under Egen med
