56
Et Hjertes Gaade.
„Er det ikke mit eget?” sagde Sønnen, „eller har jeg maaskee forbyttet eet af mine egne?”
„Nei, det er ikke Dit,” vedblev Moderen, „og Du har alle Dine egne fuldtallige!”
„Ah!” sagde Camillo, stærkt rødmende, „nu veed jeg det —”
„Og jeg anede det!” sagde Fru v. G. næsten uhørligt. „Camillo! min Søn! min Ven! vil Du love Din Moder, at Du i Aften vil vise dette Tørklæde til den, hos hvem Du har faaet det — til Hende?”
Taus og med et lidt forlegent Smil tog den unge Mand Tørklædet af Moderens Haand, og vilde dreie Samtalen hen paa andre Ting; men hun afbrød ham hurtigt og koldt:
„Jeg kan nu ikke tale med Dig længere; men, ikke sandt? Du erindrer, hvad jeg har bedet Dig om?”
„Ja, jeg skal nok, kjæreste Moder!” sagde han, idet han smilende kyssede hendes Haand, „men jeg gad dog gjerne vide —”
„Farvel, Camillo!” sagde Fru v. G., „glem nu ikke, hvad Du har lovet mig!”
Forundret over Moderens sære Forlangende og over den besynderlige Høitidelighed, hvormed hun behandlede denne, som ham syntes, aldeles ubetydelige Sag, puttede Camillo anden Gang Tørklædet i sin
