58
Et Hjertes Gaade.
Forfærdet og ængstet overtraadte Camillo et strengt Forbud, idet han ved Hjelp af Klokken hidkaldte Kammerpigen. Men det varede længe, inden det lykkedes deres fælleds Bestræbelser at bringe den Daanede tillive igjen. De havde lagt hende paa Divanen og, medens Kammerpigen gned hendes Tindinger og holdt hende en Essents under Næsen, holdt Camillo hende opreist med den ene Arm og trykkede med den anden Haand hendes iiskolde Arm til sin brændende Pande. Lidt efter lidt vendte Livet tilbage; Taarer, som perlede frem under de halvtillukkede Øielaage, lettede Aandedrættet, et dybt Suk trængte sig frem, med Møie reiste hun sig og vendte Hovedet. Dog neppe fik hun Øie paa sin Elskers bekymrede Aasyn, før hun atter som med Rædsel vendte Hovedet bort, trak heftigt den Haand til sig, som han just vilde føre til sine Læber, og hviskede med hæs, brudt Stemme: „Gaa, gaa! for Guds Barmhjertigheds Skyld, gaa!” og da han endnu dvælede, lagde hun endnu heftigere til: „Gaa, ulyksalige! og kom ikke igjen, før jeg — før Du —” og vinkede ham bort med Haanden.
Forvirret og bedrøvet slængte Camillo det gaadefulde Tørklæde, som han holdt knuget inden i sin Haand, paa Bordet, greb sin Hat og tilkastede endnu ved Døren sin Elskede et sørgmodigt Afskedsblik. Men hun saae det ikke!
