62
Et Hjertes Gaade.
har optaget saa mangt et fremmed Suk i sin tause Bolig, er blevet koldt, forstenet eller ufrit. Frygt ikke for ubetimelige Raad eller utidig Paamindelse! Nei, jeg tiltroer Dem Alt det, som er Dem menneskeligt fornødent til at kjæmpe den Kamp, som maaskee forestaaer Dem; og det Eneste, jeg vil paanøde Dem, er min inderligste, min stille Bøn til Gud, at han maa styrke og oplyse Dem til det Rette, — til den Gud, som gav os det Ord: „Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes.” Med Høiagtelse o. s. v.”
Med Lynets Hurtighed havde den Unge Mand gjennemfaret disse Linier og med dobbelt smertelig Begjerlighed rev han det andet Omslag op, som indeholdt følgende med Grevinde Beates egen Haand skrevne Linier.
„Camillo! Jeg elsker Dig! — Tilgiv, at jeg
siger det. De Bekjendelser, jeg her maa og vil aflægge
for Dig, ere af den Natur, at jeg maatte fortvivle og
frygte det, der var mig bittrere end Døden, hvis mit
Hjerte ikke torde støtte sig til den faste Overbeviisning,
at Du troer mig, naar jeg siger: jeg elsker Dig! O,
vil Du ogsaa vedblive at elske mig, naar Du har læst,
hvad jeg her med sittrende Haand og med brændende
Taarer nedskriver? — O, Camillo! — — Velan,
det maa skee — det maa skee, og jeg vil være stærk;
