66
Et Hjertes Gaade.
Det varede kun et Aar; — men da jeg saae tilbage, forekom det mig en Evighed. Han døde, og de sidste Dage og Nætter, jeg idelig tilbragte i hans Nærhed, vare ikke egnede til andet end at forøge min uudtalelige Foragt og Afsky for ham. Han døde uden at have sagt mig et eneste Fredens Ord, og Gud maa tilgive mig, min Sorg var Glæde. Sorg? O, hvor rigt er ikke dette Ord, naar det angaaer dem, man elsker; det kan jo indeholde Alt — baade det Bittre og Søde af Frygt og Længsel! Han døde, og jeg var fri som Fuglen i Luften; mit Aandedræt lettedes, mine Tanker og Følelser bevægede Vingerne, de vare ikke mere stækkede og de hævede mig atter til Lys og Liv. Jeg rensede mit Huus for Alt, hvad der levende kunde minde mig om ham, hans Domestiker bleve afskedigede og jeg erklærede min Laugværge, at et andet Raad fra hans Side med Hensyn til min Persons fremtidige Skjebne vilde hos mig stedse møde den bestemteste Modsigelse, og at jeg ikke engang vilde værdiges at tage et saadant i nøiere Overveielse. Følgen heraf var, at han — Du kjender jo Geheimeraad L. — herefter indskrænkede sig til Overbestyrelsen af mine Eiendomme, og at min Familie aldeles aflod at holde nogen Omgang med mig. Omegnens Beboere derimod kom mig med aabne Arme imøde, retsom om de havde følt Længsel efter at kunne godtgjøre mig Lidt af Skjebnens Umildhed, hvortil
