69
Et Hjertes Gaade.
jeg veed det nok! — mig var det, der søgte den Sti, hans Fod betraadte; en uimodstaaelig Magt drog mig derhen. Men det undrede Ham ikke at see mig saa tidt; det glædede ham at kunne meddele mig af sin Aands Rigdom, opmuntre mig ved sit lyse, gribende Humør, fylde min Sjæl med stærke Billeder og vække den til Begjær efter friske og frie Tanker. Hans Stemning var afvexlende snart livlig og opvakt, snart rolig og alvorlig; men Hans Hjertes Yttringer, Følelsernes Udbrud vendte sig aldrig til mig. Naar han nu og da med uudtømmeligt Lune og glimrende Bid gjenspeilede visse Sider af Livet og Menneskenes Færd, var jeg som oftest taus, lyttede med henrykt Beundring og indaandede en Beruselse af den gemytlige Varme og Dybde, som oplivede ethvert Materie, Han udkastede. Men blev Han alvorlig og sindigt reflecterende, saa var det, som om min hele Livlighed trodsende udfoldede Vingerne; jeg blev da lystig og overgiven som et Barn.
Ved at undersøge min afdøde Mands Gjemmer fandt jeg en langagtig Pakke, indsyet i guult Glandslærred, saaledes som Skrædderne pleie at forsende et færdigsyet Arbeide. Jeg aabnede den og saae, at den indeholdt en fuldstændig Mandsdragt, men som øiensynlig var syet til en qvindelig Person. Den var meget elegant, men saa simpel i Farve og Snit, at den ikke let kunde tænkes bestemt til Maskeradedragt eller noget
