4
Knokkelmanden.
bedaarende ud midt i det magre, trøstesløse Øde — en tropisk Oase, en tusendfarvet Blomsterkurv, der spredte sin fine, flygtige Vellugt ud imod Havets bittersalte Aande.
Det var virkelig ganske forbavsende, hvad der i alle Maader var frembragt og opelsket paa denne lille Plet. Og mangen stille Sommeraften, naar Solen var ved at gaa ned, drev baade en og to af Byens Folk med Piben eller Strikkestrømpen op over Grus bakkerne for fra Øster-Stien at fryde sig ved Synet af den fremtryllede Rigdom.
«Boelfolkets Paradis» kaldtes det ogsaa gjærne Mand og Mand imellem; ja mange var vel ikke langt fra virkelig at tro, at der hvilede en særegen Velsignelse over det.
Men Boelsfolket selv kjendte ingen.
For otte Aar tilbage var de kommen herover fra Landet hinsides Fjorden med to rødmalede Kister, en Spinderok og en Ægtesengs Klæder. Og siden havde de bestandig holdt sig fremmede for Egnen.
Fra Morgen til Aften havde man kunnet se dem gaa i uforstyrret Arbejde derude paa Marken bag deres hvide, langskjæggede Hors eller i Haven med Gartnerkniv og Spade.
