71
Et Grundskud.
store Vabler paa Hænder og Arme, som de fik ved fra Morgen til Aften at løbe rundt og skjære Nælder til den langs Grøftekanterne. Og da den hen paa Efteraaret for Alvor fik Lov at tage for sig af Kartoflerne og Høstlønnens Sæd, svulmede den i den Grad op, at Byens Folk, som kom for at se den, enstemmig maatte erklære, at de aldrig havde set Magen.
«Det bli'er, hente mig, Sylte-Tøj» sagde de alle med en i Egnen staaende Vittighed.
Endog Sidse-Marie, Moderen, der ellers alle Dage havde været en noget indskrænket og forknyttet Person, hvem megen Fattigdom, megen Modgang og mange Barsler havde gjort end ydermere ørekjørt og bekymringsfuld, begyndte ligesom at fatte nyt Haab til Livet. Og Jakob selv sad Dagen igjennem og smidskede over sin Væv og gjorde sig hver anden Stund et Ærinde ud for at faa Lejlighed til at forvisse sig om, at Klenodiet virkelig endnu laa i god Behold i sin Baas.
Det var nemlig saa, at hidtil havde Lykken langtfra tilsmilet disse Mennesker, der endnu kun med yderste Besvær var sluppet tørskoet over Livets lumske Hængesæk. I den aarlige Kappestrid mellem Byens Husmands-
