Denne side er blevet korrekturlæst
Der laa tre gamle, brøstfældige Rønner i en Smøge — «Smutten» kaldet — omme bag Byens store Gadekjær, i hvis møddingebrune Vand deres skjæve Mure spejlede sig.
De laa dér — den ene mindre end den anden — med sammenbyggede Gavle i et stinkende Søle fra de omkringliggende Bønder gaarde. Og den mindste, der laa nærmest Gaden, var saa lille, at man næppe vilde have antaget den for andet end et Fæhus eller en Tørve-Lude, ifald ikke en Stump sodet Skorstenspibe over Tagryggen havde forraadt, at den tjente til Bolig for menneskelige Væsener.
Her boede en gammel, fattig Enkekone, der bjærgede Livet og Føden ved ligesom Spurvene under Taget at sanke op, hvad andre kastede fra sig, pille sammen til Reden alle Smuler, hun kunde finde paa sin Vej,
