12
Freden.
Første Slave.
Nu er der En maaskee af Publikum, en ung
og selvklog Fyr, som siger: „Hvad betyder det?
hvad skal den Torbist til?” Saa sidder der maaskee 45
en Ionier ved hans Side, og han svarer strax:
„Jeg skulde troe, at det til Kleon sigter vist,[1]
da denne Torbist nærer sig jo just med Skarn.” —
Men nu maa jeg nok ind og give Dyret Vand.
Anden Slave.
Jeg skal forklare hele denne Sag for Jer, 50
for disse Drenge der og Ynglinger og Mænd
og dem, som ere paa den allerførste Plads,
og dem, som rager over disse Mænd igjen.
Min Herre nemlig raser paa en ny Maneer,
ei som I, men paa en anden ganske, ny Maneer. 55
Han stirrer hele Dagen lang mod Himlen op,
og af det fulde Gab han skjelder ud paa Zeus
og raaber høit: „O Zeus, hvad er din Hensigt dog?
Læg Kosten væk, og fei dog ikke Hellas bort!”
Trygæos (indenfor).
O vee, o vee! 60
Anden Slave.
Nu stille tys! det er hans Stemme synes mig.
Trygæos (indenfor).
O Zeus! hvad vil du gjøre dog imod vort Folk?
Veed du da ei, at du vort Land udmarver grumt?
- ↑ Kleon var død to Aar iforveien. Det maa derfor være en Fremmed, som troer, at Digteren endnu bliver ved at forfølge Kleon.
