95
Fra den modsatte Side af Skorstenen betragtede en ung lyshaaret Mand hende i Taushed. Da Hr. Léon Dupuis (det var nemlig ham, „den forgyldte Løves” anden Stamgjæst) kjedede sig inderligt i Yonville, hvor han var Skriver hos Notaren Hr. Guillaumin, opfatte han ofte sin Spisetid saalænge som muligt i Haab om, at der kunde komme en eller anden Reisende, med hvem han kunde passiare Aftenen bort. Efter endt Dagværk maatte han nemlig af Mangel paa nogetsomhelst Andet nøies med Binets Selskab fra Suppen til Desserten; det var altsaa med Glæde, at han havde modtaget Værtindens Tilbud om at spise sammen med de Fremmede, og man gik ind i den store Sal, hvor Madam Lefrançois for at give det et festligt Præg havde dækket til de fire.
Homais bad om Forlov til at beholde sin græske Hue paa af Frygt for Snue, idet han derpaa henvendte sig til sin Borddame, bemærkede han:
— Fruen er formodentlig træt, man bliver skumplet saa slemt i vor „Svale”.
— Ja, det er ganske sandt, svarede Emma, men at flytte morer mig, jeg holder af at forandre Opholdssted.
— Det er saa kjedeligt at leve fastnaglet til samme Plet, sukkede Skriveren.
— Sæt Dem saa i mit Sted, der stadig er tvunget til at være til Hest . . . bemærkede Charles.
— Men det maa jo være overordentlig behageligt, forekommer det mig, sagde Léon til Emma, naturligvis naar man kan ride, tilføiede han.
— Forresten, sagde Apotekeren, — er Lægepraxis ikke videre besværlig her paa Egnen, thi vore Landeveies Tilstand tillader Brugen af en Kabriolet, og i Almindelighed betaler den sig godt, da vore Landmænd er velhavende. Hvad Sundhedstilstanden angaaer, har vi foruden de almindelige Tilfælde
