101
Ben. Da han havde taget Præstens Paraply i den anden Haand, begav han sig afsted.
Flækken slumrede, „Hallernes” Piller kastede store Skygger, Jorden var ganske graa som paa en Sommernat.
Men da Lægens Hus kun laae halvtredsindstyve Skridt fra Kroen, maatte man næsten strax ønske hverandre Godnat, og Selskabet skiltes.
Allerede i Vestibulen følte Emma den kolde Kalklugt lægge sig paa hendes Skuldre som et fugtigt Klæde. Murene var friske, Trappetrinene knirkede. I Soveværelset paa første Sal faldt et hvidligt Lys ind igjennem de gardinløse Vinduer. Man skimtede Træernes Toppe og længere henne den i Taagen halvt skjulte Eng, som dampede i Maaneskinnet langs Flodens Løb. Midt i Værelset laae hulter til bulter Kommodeskuffer, Flasker, Gardinstænger, forgyldte Lister, Matrasser paa Stolene, Vandfade paa Gulvet, da de to Mænd, der havde bragt Tøiet, havde slængt det skjødesløst hen.
Det var fjerde Gang, hun nu skulde sove paa et fremmed Sted. Den første Gang var ved hendes Indtrædelse i Klostret, den anden ved hendes Ankomst til Tostes, den tredie paa Vaubyessard, den fjerde her, og hver af dem havde været ligesom Indvielsen til en ny Fase i hendes Liv. Hun troede ikke, at Tingene kunde foregaae ens paa forskjellige Steder, og da det, hun hidtil havde oplevet, havde været slet, var der uden Tvivl noget Bedre i Vente.
III.
Da hun vaagnede næste Dag fik hun Øie paa Skriveren ude paa Torvet, hun var i Morgenkjole. Han saae op og hilste, hun gjorde en let Bøining og forsvandt.
Léon ventede hele Dagen paa, at Klokken skulde blive
