103
Imidlertid var det dog ikke blot Trangen til at beskjæftige sig med Andres Anliggender, der drev Apotekeren til at vise dem saa megen overvættes Hjertelighed, nei, han havde en Bihensigt hermed.
Han havde nemlig overskredet Loven af 19de Ventôse Aar XI, første Artikel, der forbyder enhver Person uden Diplom at praktisere, saaledes at Homais endog efter hemmelige Angivelser engang var bleven stævnet til Rouen for den kongelige Prokureur. Denne Øvrighedsperson havde modtaget ham i sit private Kabinet, staaende i sin Kjole med Hermelinet om Skuldren og Huen paa Hovedet, det var om Morgenen før Retsmøderne. I Gangen hørte han Gendarmernes tunge Skridt og i det Fjerne Lyden af svære Laase, der lukkedes. Det susede for Apotekerens Øren, saa han frygtede for at blive ramt af et apoplektisk Anfald, i Fantasien saae han underjordiske Fængsler, sin Familie badet i Taarer, Apoteket solgt, Krukkerne spredte ad, og han blev nødt til at gaae ind paa en Kafé og drikke et Glas Seltservand med Rhum for atter at komme til sig selv.
Imidlertid svækkedes efterhaanden Mindet om denne Advarsel, og han vedblev ligesom tidligere med at give Consultationer i Lukafet bag Butiken. Men Mairen havde et Horn i Siden paa ham, hans Kollegaer var skinsyge, han kunde frygte for Alt, ved at gjøre sig Bovary forbunden, opnaaede man hans Taknemlighed og forhindrede ham fra senere at tale, hvis han lagde Mærke til Noget. Derfor bragte ogsaa Homais ham hver Morgen „Avisen”, og om Eftermiddagen forlod han tidt Apoteket for at gaae over og passiare lidt med Lægen.
Charles var bedrøvet, han fik ingen Praxis. Han kunde sidde i hele Timer uden at sige et eneste Ord, ofte slog han Tiden ihjel med at sove i sit Kabinet eller med at see paa,
