4
der var vante til at være blottede, Hans blaa Strømper stak frem nedenunder de gule Benklæder, som var trukket høit op af Selerne, og han havde klodsede, daarligt børstede Sko paa.
Man begyndte paa Overhøringen. Han hørte andægtigt efter, som om han var i Kirke, han vovede ikke engang at lægge Benene overkors eller at støtte sig paa Albuen, og da det ringede Klokken To, blev Læreren nødt til at fortælle ham, at han gjerne maatte forlade Stuen sammen med de Andre.
Vi pleiede, naar vi kom ind i Klassen, at kaste vore Kaskjetter paa Gulvet, for at vi kunde have Hænderne mere fri. Henne fra Dørtærskelen slængte vi dem ind under Bænken mod Muren, saa der stod hele Støvskyer af det. Det var nu engang en gængse Skik.
Men hvad enten den nye Dreng ikke havde bemærket denne Manøver, eller han ikke dristede sig til at udføre den, — nok er det, at da Bønnen var endt, sad han endnu med Kaskjetten foran sig paa sine Knæ. Det var en af disse Hovedbedækninger, som ved deres blandede Natur bringe En til at tænke paa den høie Bjørneskindshue, Schakoen, den runde Hat, Pelts- og Nathuen, kortsagt en af disse stakkels Tingester, hvis tause Grimhed har et dybt Udtryk, ligesom et Fæhoveds Ansigt. Den havde Form som et Æg, var spændt ud med Fiskeben og begyndte med tre pølseformede Krandse; derovenpaa kom saa skiftevis Romber af Fløil og Kaninskind, der var skilt ad ved røde Snare, og øverst oppe endelig taarnede der sig en Sæk, som løb ud i en kartoneret, med broderede Snirkler rigt forsiret Mangekant, hvorfra der i en meget tynd lille Snor hang en Smule Guldtresse, ligesom en Slags Kvast. Huen var ny, Skyggen paa den skinnede.
