118
underholdt han uafladeligt alle Mulige om hendes Ynde og Aand, saa at han engang paadrog sig det brutale Svar af Binet: „Ja, hvad vedkommer det mig, jeg omgaaes jo ikke med hende.”
Han pinte sig selv med at pønse paa, hvorledes han skulde gjøre hende en Erklæring, og stadig vaklende mellem Frygt for at mishage hende og Undseelse over at være saa feig, fældede han Taarer af Modløshed og Begjær. Saa fattede han energiske Beslutninger, skrev Breve, som han atter sønderrev, skjød det ud til Tider, som han stadig rykkede videre frem. Ofte begav han sig derhen i den Hensigt at vove Alt, men dette Mod forlod ham snart i Emmas Nærværelse, og naar Charles saa kom til og indbød ham til at stige op i hans Kabriolet, for sammen med ham at see til en Patient i Omegnen, tog han strax derimod, bukkede for Fruen og gik bort. Var hendes Mand ikke Noget af hende?
Hvad Emma angik, udspurgte hun sig ikke selv for at erfare, om hun elskede. Efter hendes Tro, maatte Kjærligheden indfinde sig pludselig med store Udbrud og blændende Lynglimt, en Orkan, der styrter løs paa Livet, kaster det overende, bøier Villien som et Siv og styrter Hjertet i en Afgrund. Hun vidste ikke, at Regnen danner Søer paa Husenes Tage, naar Renderne er tilstoppede, og hun vilde saaledes have vedblevet at være tryg, da hun pludselig opdagede en Revne i sin Mur.
V.
Det var en Søndageftermiddag i Februarmaaned, og det sneede.
Hr. og Fru Bovary, Homais og Léon var taget ud sammen, for at besee et Hørspinderi, som man byggede en halv Lieue fra Yonville. Apotekeren havde taget Napoléon og Atha-
