Side:Fru Bovary.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

138

Léon var kjed af at elske uden noget Resultat, han begyndte at føle denne overvældende Mathed, der er en Følge af den evindelige Gjentagelse af det samme Liv, naar det ikke ledes af en eller anden Interesse eller opretholdes af et eller andet Haab. Han var saa kjed af Yonville og dets Indvaanere, at Synet af visse Folk og visse Huse forvoldte ham en utaalelig Irritation, og hvor skikkelig en Mand end Apotekeren kunde være, blev han ham nu aldeles modbydelig. Imidlertid skræmmede Udsigten til noget ganske Nyt ham ligesaa meget, som den lokkede ham.

Men denne Frygt blev snart til Utaalmodighed, og da istemte Paris sine Fanfarer for ham i det Fjerne med dens støiende Maskeballer og dens leende Grisetter. Siden han dog skulde fuldende sine Studier der, hvorfor reiste han da ikke? Hvad forhindrede ham? Og han gav sig til at sysle med Forberedelserne, han ordnede i Forveien sine Beskjæftigelser. I Tankerne meublerede han sig en Leilighed. Han vilde føre et Kunstnerliv, han vilde tage Timer i Gitarspil, han vilde have sig en Slaabrok, en baskisk Hue og blaa Fløilsmorgensko. Han beundrede allerede paa sin Kamin to korslagte Fleuretter med et Dødningehoved og en Gitar ovenpaa.

Det Vanskeligste var at erholde hans Moders Samtykke, og dog syntes Intet fornuftigere. Selv hans Principal raadede ham til at see sig om efter et andet Kontor, hvor han kunde lære noget Mere. Som en Middelvei søgte Léon da om en Plads som anden Skriver i Rouen, men fandt ingen og endelig tilskrev han sin Moder et langt, udførligt Brev, hvori han fremsatte sine Bevæggrunde til ufortøvet at reise til Paris. Hun gav sit Samtykke.

Og dog skyndte han sig ikke. I en hel Maaned transporterede Hivert daglig Kufferter, Vadsække, Pakker for