146
til at lue stærkere. Hendes fjerneste Minder saavelsom enhver umiddelbar Anledning, hvad hun følte, og hvad hun indbildte sig at føle, hendes vellystige Ønsker, der spredtes ad, hendes Planer om Lykke, der knagede for Vinden som tørre Kviste, hendes golde Dyd, hendes fældede Forhaabninger, Hjemmets Monotoni, hun opsamlede det Alt, tog det Alt og brugte det Alt til Brændsel for sin Melankoli.
Imidlertid sygnede Flammerne hen, hvad enten nu Forraadet udtømtes af sig selv, eller Opdyngningen var altfor betydelig. Kjærligheden udslukkedes lidt efter lidt af Fraværelsen, Sorgen kvaltes af Vanen, og det Ildebrandskjær, der havde farvet hendes blege Himmel purpurrød, traadte i Skygge og slukkedes efterhaanden. I sin Bevidstheds Døs antog hun Modbydeligheden for Manden for en Længsel efter Elskeren, Hadets Brand for en Gjenopvaagning af Kjærligheden; men da Orkanen vedblev at rase, da Lidenskaben fortæredes til Aske, da der ingen Hjælp kom, og Solen ikke viste sig, blev det fuldstændig Nat til alle Sider, og hun sad i en gyselig Kulde, der gjennemisnede hende.
Da begyndte atter de uhyggelige Dage fra Tostes, men hun ansaae sig nu for langt ulykkeligere, thi hun forbandt nu med sit Kjendskab til Sorgen en bestemt Vished om, at den ingen Ende vilde faae.
En Kvinde, der havde paalagt sig saa store Ofre, kunde nok tillade sig at tilfredsstille et Lune. Hun kjøbte sig en gotisk Bedepult, og i Løbet af en Maaned gav hun over fjorten Francs ud til Citroner til at rense Neglene med, hun skrev til Rouen efter en blaa Cashmirs Kjole, hun tog det smukkeste af L'heureux' Skjærf, hun bandt sig det om Livet over Morgenkjolen, og for lukkede Skodder med en Bog i Haanden laae hun udstrakt paa en Kanapé i denne Paaklædning.
