154
og Faarekyllingernes Piben fra Havremarkerne, han gjensaae Emma i den Paaklædning, hvori han nylig havde seet hende, og afklædte hende.
— Hun skal blive min, raabte han og knuste en Jordklump med sin Stok. Og han gav sig til at undersøge den diplomatiske Side af Sagen. Han spurgte sig selv: Hvor skal vi mødes? Hvilke Midler skal jeg anvende? Hun har naturligvis altid Rollingen paa Halsen, ikke at tale om Pigen, Manden, Naboerne. Nei, der er altfor megen Besvær derved, altfor megen Tidsspilde. Men derpaa begyndte han atter: Hun har Øine, der gaaer En ligetil Sjælen som Vridtboer. Og saa denne blege Teint! Jeg, der tilbeder blege Fruentimmer!
Efter at være kommet til Argeuilbakken, havde han taget sin Beslutning. — Der staaer kun tilbage at søge en passende Begyndelse. Velan! Jeg besøger dem et Par Gange, jeg sender dem Vildt, Fjerkræ. Jeg lader mig aarelade, om det behøves, vi bliver gode Venner, jeg inviteret dem hjem til mig. . . . Det er jo sandt, tilføiede han, nu skal der jo snart afholdes et landøkonomisk Møde, hun er der naturligvis, jeg faaer hende altsaa at see der. Saa begynder jeg meget kjækt, det er det sikreste.
VIII.
Endelig oprandt da det saa meget omtalte Møde. Lige fra den tidlige Morgenstund stod Folk i Gadedørene og talte om Forberedelserne. Mairiets Fronton var omvundet med Guirlander af Vedbend, et Telt var reist ude paa Engene til Festmaaltidet, og midt paa Torvet foran Kirken skulde en Mørser forkynde Præfektens Ankomst og Navnene paa de præ-
