156
Paa den ene stod „Handel”, paa den anden „Agerdyrkning”, paa den tredie „Industri” og paa den fjerde „De skjønne Kunster”.
Men den Fryd, der stod at læse paa Alles Ansigter, syntes kun at forstemme Madam Lefrançois, hun stod paa sin Kjøkkentrappe og mumlede hen for sig:
— Sikke Narrestreger! sikke Narrestreger med deres Seildugsrønne! Troer De, Præfekten holder af at spise i et Telt som en Gjøgler? Det kalder de at gjøre Landet vel! Derfor var det da ikke Umagen værdt at sende Bud efter en Kok fra Neufchâtel, og for hvem? for Røgtere, Stoddere! . . .
I det Samme kom Apotekeren forbi. Han havde en sort Kjole paa, Nankinsbenklæder, Bæverskindsko og en lavpullet Hat.
— Ærbødigste Tjener, sagde han, undskyld mig, jeg har travlt, og da den tykke Enke spurgte ham, hvor han skulde hen, svarede han:
— Ja, ikke sandt, De finder det løierligt, jeg, der ellers altid kryber sammen i mit Laboratorium som en Rotte i en Ost; men idag maa jeg jo i Anledning af Festen . . .
— Skal De derhen? spurgte hun med et foragteligt Udtryk.
— Om jeg skal derhen? svarede Apotekeren forbavset. Men jeg hører jo til Bedømmelseskomiteen.
Madam Lefrançois saae lidt paa ham og sagde tilsist med et Smil:
— Det forundrer jo Sagen. Men hvad kommer Agerbrug Dem ved? Forstaaer De Dem derpaa?
— Jo, det gjør jeg rigtignok. Jeg er jo Apoteker, det vil sige det Samme som Kemiker, og da Kemien behandler Kjendskabet til alle Naturlegemernes indbyrdes og molekulære Virkning, følger deraf, at Landbruget er indbefattet med deri,
