Side:Fru Bovary.djvu/169

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

161

for Vinden, et Par spidse Horn springe frem og Folk, der løb frem og tilbage. Udenfor Skranken, et hundrede Skridt længere borte, stod en stor sort Tyr med Mundkurv og Jernring i Snuden ligesaa ubevægelig, som om den havde været af Bronse, en pjaltet Dreng holdt den ved et Reb.

Imidlertid traadte nogle Herrer med tunge Skridt frem mellem Rækkerne, mønstrede Dyrene og raadførte sig indbyrdes med sagte Stemme. Den ene af dem, der lod til at være den betydeligste, skrev, altsom han gik, nogle Noter i sin Tegnebog. Det var Præsidenten for Juryen, Hr. Derozerays de la Pamville. Saasnart han fik Øie paa Rodolphe, gik han hurtig hen imod ham og sagde smilende med venlig Mine:

— Hvadfornoget, Hr. Boulanger, vil De forlade os?

Rodolphe forsikrede, at han kom ligestrax igjen; men da Præsidenten var borte, sagde han: Han kan vente længe, Deres Selskab er mig langt kjærere.

Og under idelig ironiserende Bemærkninger over Mødet viste Rodolphe Gendarmen sit blaa Adgangskort, for at kunne cirkulere mere bekvemt og stansede undertiden foran et eller andet kjønt Exemplar, som Fru Bovary dog ikke havde synderlig Interesse for. Efterat have lagt Mærke dertil gav han sig til at gjøre Nar af Damernes Toiletter, mens han samtidig undskyldte sin egen skjødesløse Paaklædning. Den var en Blanding af det Almindelige og Søgte, hvori Hverdagsmennesker gjerne troe at see en excentrisk Tilværelse, vilde Lidenskaber, Kunstens Tyranni og stadig en vis Foragt for Konveniensen, hvilket bedaarer dem eller opbringer dem. Hans Batistesskjorte med de krusede Manschetter bevægede sig frem og tilbage under den graa Lærredsvest, og hans bredstribede Benklæder blottede ved Anklerne de lakerede Halvstøvler. De var saa blanke, at Græsset speilede sig deri. Han traadte i